Regeringen vil udskyde havmølleparker for at få råd til solceller

6. november 2012 kl. 12:5221
Regeringen vil udskyde havmølleparker for at få råd til solceller
Illustration: Wikipedia.
To store havmølleparker skal bygges ét år senere end planlagt. Det skal sikre elkunderne mod, at satsningen på solceller får deres regning til at stige, fremgår det af regeringens oplæg til ny støtteordning.
Artiklen er ældre end 30 dage

Det kommer til at koste elkunderne så dyrt at støtte udbygningen af solceller, at regeringen nu vælger at udskyde to store havmølleparker.

De første møller skulle ifølge energiforliget fra foråret have snurret fra 2017, men det bliver der ifølge udkastet til en aftale om støtte til solceller ikke råd til. Først et år senere, altså i 2018, skal parkerne Horns Rev 3 på 400 MW i Nordsøen og den endnu større Kriegers Flak i Østersøen, indvies.

I oplægget lover regeringen, at de to havmølleparker fortsat skal være fuldt udbygget i 2020. Men alene udskydelsen er tilstrækkeligt til at hente markante besparelser.

Læs også: Her er regeringens udspil til en ny solcelleordning

Artiklen fortsætter efter annoncen

Regeringen forventer, at den nye aftale betyder, at Danmark i 2020 har mellem 700 og 800 MW solceller. Regningen skal betales af de private elkunder i form af den PSO-afgift, som i forvejen bruges til at støtte vindmøller.

Staten vil dog også miste en del indtægter fra afgifter ved den manøvre, og de penge har statskassen ikke råd til at miste. Derfor lægger regeringen op til at forhøje den såkaldte forsyningssikkerhedsafgift, der betaler for store dele af energiforliget. Det rammer dog ikke erhvervslivet, som samtidig får lempet afgifterne på el og brændsel.

Regeringen forsøger også at kompensere de danske husholdninger for den højere forsyningssikkerhedsafgift. Den løber i alt op i to milliarder kroner i årene fra 2013 til 2020, skriver regeringen i sit aftaleudkast.

Derfor forsøger regeringen at finde besparelser for et tilsvarende beløb inden 2020, og her kommer udskydelsen af de nye havmølleparker ind. Ikke blot slipper elkunderne billigere i PSO; også de såkaldte nettariffer, som er betalingen for at sende strømmen gennem elnettet, bliver lavere, da Energinet.dk kan udskyde at anlægge nettene ud til havmøllerne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Regeringens udkast indeholder ikke nøjagtige beløb for, hvor meget de enkelte sparetiltag bidrager med. Det har Enhedslistens energiordfører, Per Clausen, heller ikke fået, men han arbejder på at fremskaffe dem.

De manglende tal er en af grundene til, at Enhedslisten endnu ikke har taget stilling til udkastet. Per Clausen medgiver, at det kan virke pudsigt at udskyde havmølleparker for at give plads til solceller.

»Det afgørende for os er, at vi opretholder målsætningen om havvindmøller i 2020,« siger han.

Enhedslisten var ligesom Venstre, de Konservative og Dansk Folkeparti med i forårets energiforlig.

Det lykkedes ikke umiddelbart at få en kommentar fra Venstres energiordfører, Lars Christian Lilleholt.

Dokumentation

Regeringens udkast til ny støtteordning til solceller

21 kommentarer.  Hop til debatten

Tophistorier

Debatten
Vær med til at skabe en god debat ved at følge vores debatregler.

For at deltage i debatten skal du have en profil med adgang til at læse artiklen. eller opret en bruger.
settingsDebatvisning
21
7. november 2012 kl. 17:30
Vindmøller er upopulære

Al den stund at diskusionen raser så vil jeg gerne påpege at vindmøller er ganske upopulære rundt omkring. De er store og fylder en del, solceller er nemme at integrere i og påhustage og rager ikke op og larmer. Tillige er solceller koblet ind der hvor strømmen skal bruges nemlig på lavspændingsnettet. Vindmøller derimod er offshore og alene elkablerne løber op i 100vis af millioner. Dette er noget som vi betaler, vindmøllerne derimod er betalt af producenterne som stryger gevinsten.

20
7. november 2012 kl. 17:07
Re: Sol og vind

"presset fra solceller"? De får mere i støtte end selv de dyreste havmøller herhjemme! Jeg tvivler stærkt på at vindmølleproducenterne ryster over udsigten til at "konkurrere" mod så dyr en energikilde ;)

19
7. november 2012 kl. 16:23
Re: Sol og vind

@Rasmus Skovmand

Solceller er ikke specielt billige lige pt. solceller fortsætter helt uden tvivl et lodret prisfald. Allerede i 2020 vil de være ca. 70% billigere end i dag.

Vindmøller har ikke samme kurve, men vil også falde i pris i den samme periode.

Det er dybt mystisk at regeringen i ramme alvor kan påstå et provenu tab ved solceller al den stund at de giver en solid her og nu provenu gevinst og først på længere sigt giver en mulig udhuling af provenuet fra elafgifter.

Det er faktisk et naivt synspunkt at indtægterne fra elafgifterne skulle falde pga. solceller, da der er masser af muligheder for at øge elforbruget. Jeg nævner elbiler og varmepumper som attraktive muligheder.

Samfundsøkonomisk, så giver solceller en stor buket af direkte og indirekte indtægter. Derfor skulle nettoordningen da også have været forlænget uden ændring.

Udgifter til solceller som argumentet for at to havvindmølleparker skulle udskydes er decideret forrykt, da en uændret nettomåler ordning på det tidspunkt ville betyde en mere velpolstret statskasse - og så ville presset fra solcellerne iøvrigt betyde, at vindmøllerne må blive billigere og kontrakterne for havvindmølleparkerne også må blive billigere både mht. opsætning og drift.

Martin Lidegaards uigennemtænkte planer fremmer, hverken miljøet eller Dansk økonomi eller statens finanser.

18
6. november 2012 kl. 21:59
Frem med elstaven

Slut med at flytte til natstrøm, det kan ikke betale sig for solcelleejere, som der jo bliver flere af hvis man skal tro på regeringen. Dette foreslag gør intet godt for miljøet, man skal stadigvæk bruge strøm om vinteren men nu er det så uden bidraget til sommerforbruget i dagtimerne.

17
6. november 2012 kl. 18:32
Re: Hvorfor dog ikke solfangere istedet ?

Solceller er jo simple at installere: - Een fordel er, at overskydende produktion kan "lagres".</p>
<p>Solfangere er mere kompliceret at installere: måske på størrelse med en mindst en skabsfryser (5x5x20 dm = 500 liter).

Det skal da være både og hvis man har tagfladerne til det

Effektiviteten per m2 tag er meget højere for solvarme end for solceller - i runde tal ca det dobbelte.

Problemet med solvarmen er at man ikke effektivt kan lagre den mere end få døgn eller sælge den. Derfor er der bedst økonomi i at dimensionere et anlæg efter at kun at skulle levere varmt brugsvand i sommerhalvåret. Gerne med buffer til at klare nogle dages gråvejr.

Dernæst er spørgsmålet hvad prisen er på den energi som solvarmen fortrænger. Solceller er (var) rentable fordi de fortrængte dyrt købt strøm til 2kr/kWh.

Mit solvarme anlæg fortrænger derimod til dels energi fra træpiller svarende til ca 0,50kr/kWh (i marginalomkostninger når fyret alligevel er indkøbt)

https://majland.org/blog/?p=411

Det fortrænger også nogen el da jeg i de varmeste måneder har kørt på elpatron. Men varmer man vand med gas eller olie vil det sikkert også give fornuftige tilbagebetalingstider.

Skal man lagre solvarme fra sommer til vinter kan det f.eks gøres med sandlager under huset men det skal ske ved projektering af huset - og ikke som energirenovering senere.

Det kan også gøres i stor skal som f.eks i Marstal: https://www.fjernvarmen.dk/Faneblade/Fjernvarmen/Arkiv/~/media/FJERVARMEN/Arkiv/2012/September/09%202012MarstalGemmerSolenTilDeKoldeDage.ashx men er ikke så nemt i en privat husholdning.

Men det er godt at jeg har kaldt mit solcelleanlæg for en investering. For i ordet ligger at der er en risiko. Går det nuværende forslag igennem bliver det en ringe en af slagsen. Godt nok ser det ud til at anlægget kan nå at tjene sig selv hjem på de 10års overgansordning, men der bliver ikke meget til forrentning af investeringen og afkast fra 10 til anlægget 20-30årige levetid.

Desuden har de allerede lagt op til at ordningen skal genforhandles i 2018.

Bestilte solcelle anlæg tilbage i april før sommerens store prisfald.

Som mange andre haft vi fået udbetalt efterlønsbidragene da ordningen efterhånden var så udvandet at der ikke vil være megen ide i at lade pengene stå. Så vi har som politikkerne ønskede det fået dem udbetalt og brugt dem på at få gang hjulene. Dem burde vi nok istedet have sat på en anden pensionsopsparing....

16
6. november 2012 kl. 17:33
Kassetænkning

Før kom gevinsten for ejeren fra sparede afgifter på elforbrug, nøjagtig som gevinsten til f.eks. isolering. Nu kommer gevinsten fra PSO-ordningen, som elforbrugerne skal betale til.

Lad os gøre det samme med fedtafgiften: Læg fuld afgift på alle varer uanset om de indeholder fedt eller ej, og så læg en PSO-ordning oveni som kan betale noget af afgiften tilbage hvis man køber fedtfattigt.

15
6. november 2012 kl. 15:54
Hvad er effektiviteten mon (MWH/år/m2/kr

Min pointe var, at i et "ikke superisoleret hus", hvor jeg måske bruger 15 MWh årligt, fordelt på 3 MWH el, 2 MWH varmt vand, 10 MWH varme, så bør energiproduktion fra et givet tagareal optimeres (OG altså også ses i et helårsperspektiv - hvor overproduktion fra solfanger selvfølgelig er ineffektivt).

Effektiviteten (kW/m2) er langt mindre for solceller end for solfangere. Det gælder vist uanset om det er strålende sol i juni, eller gråvejr i november. Så måske, hvis tagarealet er begrænset, er der mere energi (MWH/år) at hente og forbruge lokalt med solfanger.

Min pointe var IKKE at stirre sig blind på solceller, som har en effektivitet på 10% på en god dag, hvor en solfanger har en effektivitet på ?% på mange dage.

Jeg efterlyste en beregning. Næste trin er prisen.

14
6. november 2012 kl. 15:38
Re: Hvorfor dog ikke solfangere istedet ?

Inden vi dåner af begejstring over solceller skulle vi måske vurdere hvilken anlægstype der på den givne plads fanger flest kWh (kJ).
Det er måske den rigtigste beslutningsparameter ?

Jamen det gør solfangeren skam. Men varmeenergi har en lavere "kvalitet" end ELenergi. Teoretisk kan du omdanne EL til varme med 100% virkningsgrad. Det kommer du aldrig til den anden vej uanset hvor meget du forsker. Solfangeren må kunne fange tæt på 100% af energien. Det kan en solcelle jo langt fra. Men i husstanden har du både brug for varme og EL. Så hvis man har et stort nok tag, vil både solfanger og solceller være sagen.

I fremtidigt byggeri bør vi sørge for at sydsiden har et stort areal. Altså designe husene mere asymetrisk. Der er meget at hente.

13
6. november 2012 kl. 14:52
Hvorfor dog ikke solfangere istedet ?

Solceller er jo simple at installere: kræver en bæredygtig tagflade i den rigtige retning - og så lidt elinstallation. Een fordel er, at overskydende produktion kan "lagres".

Solfangere er mere kompliceret at installere: kræver en bæredygtig tagflade i den rigtige retning - og så en mere kompliceret installation i form af rørføring, een eller ander tilkobling til det eksisterende anlæg og måske en buffertank - måske på størrelse med en mindst en skabsfryser (5x5x20 dm = 500 liter).

Hvad skal man vælge ? Første impuls er prisen - hvad koster mon en solfanger ? Men hvis nu pladsen er begrænset, ja min tagflade har højst plads til 6 elementer (i Velux-vindue-størrelse) - hvad så ?

Inden vi dåner af begejstring over solceller skulle vi måske vurdere hvilken anlægstype der på den givne plads fanger flest kWh (kJ). Det er måske den rigtigste beslutningsparameter ?

Hvem har regnet på alternativerne ?

12
6. november 2012 kl. 14:50
Re: Kilde kritik

[quote]Faktisk lidt af en genistreg fra regeringens side at synliggøre prisen for solkraft, uanset at de 130 øre/kWh vi ligger højere end nogen vindkraftanlæg og LANGT højere end gennemsnittet. Ja det er nærmest at sammenligne med de tidligere høje tyske priser på VE, som jeg ikke mener vi bør nærme os.

Det har du ikke tænkt igennem! Hvis 1/3 ikke forbliver på matriklen er du nødt til at regne på det og så er "solstøtten" ikke 130 øre/kWh, men under 1 krone.[/quote]

Uden støtteordningen, så ville langt over 95% af solcelleanlæggene slet ikke blive sat op (selv med det nye støtteprogram mener solcelleinteressenterne at opsætning af ny kapacitet vil ophøre). Når de samfundsøkonomisk virkninger af støtte vs. ikke-støtte, så er det de fulde konsekvenser der skal sammenlignes.

11
6. november 2012 kl. 14:46
Re: Kilde kritik

Det har du ikke tænkt igennem! Hvis 1/3 ikke forbliver på matriklen er du nødt til at regne på det og så er "solstøtten" ikke 130 øre/kWh, men under 1 krone.

Dertil kommer at støtten nedtrappes til 60 øre/kWh. Det er kun anlæg fra 2012 (2013?) der får 130 øre/kWh.

10
6. november 2012 kl. 14:44
Vindmøller er altså dårlig forretning

Denne manøvre viser jo med al tydelighed, at der ikke er forretning i vindmøller. Vi er ellers blevet bildt ind, at lykken var gjort, hvis vi bare satte vindmøller op, men nu viser det sig at det koster så meget, at man udskyder vindmøller, for at få råd til noget der ikke koster staten særlig meget. Kunne det være, at det er ved at gå op for Lidegaard, at vindmøller er en dyr måde at lave el på. Er hele manøvren blot for at udskyde vindmølleeventyret? Hvis vindmøllerne var så gode, så var det jo bare at sætte flere op, så de kunne betale de selvopfundne tilskud til solcellerne.

9
6. november 2012 kl. 14:41
Re: Kilde kritik

Faktisk lidt af en genistreg fra regeringens side at synliggøre prisen for solkraft, uanset at de 130 øre/kWh vi ligger højere end nogen vindkraftanlæg og LANGT højere end gennemsnittet. Ja det er nærmest at sammenligne med de tidligere høje tyske priser på VE, som jeg ikke mener vi bør nærme os.

Det har du ikke tænkt igennem! Hvis 1/3 ikke forbliver på matriklen er du nødt til at regne på det og så er "solstøtten" ikke 130 øre/kWh, men under 1 krone.

8
6. november 2012 kl. 14:32
Re: Mageløst

Støtten til kinesisk fremstillede solceller fremmes på bekostning af danske vindmøller. Man må sige begavelsen hos folketingets medlemmer er slående!

Ikke helt korrekt, på alle nye anlæg skal statsafgiften på strøm afregnes på timebasis, det vil konvertere energibesparelsen til PSO støttet ekstra forbrug, og det vil fjerne incitamentet til private netkoblede solfangere, man kan altså ikke påstå at solceller hverken på den gamle nettoafgiftsmåleordning eller den ny timeafgiftordning tager penge fra vindmøller.

Derimod argumenterer man for at besparelserne ved at sammenlægge energiselskaberne, og ved at udskyde vindkraften, kan give lavere priser som kan give højere forbrug, og dermed større provenu til statskassen, altså større salg af fossil produceret energi, ved at stoppe for solceller og forsinke udbygningen af vindkraft.

Hvor klogt det er, og om vi det lykkes at få os til at øge forbruget af fossil energi med godt afgift grundlag, det må tiden vise.

7
6. november 2012 kl. 14:29
Re: sol og vind

Jo, men kan du slet ikke se fordele i, at vi nu prioriterer solceller? Når solcellerne i disse år er prissat yderst fornuftigt, fordi Kina har valgt at sælge dem til os med tab (må man formode). Jeg synes ikke umiddelbart det ser ud til at den samlede udbygning af VE nedbringes. Nærmere tværtimod.

Solbranchens egen undersøgelse har vist, at solceller først bliver konkurrencedygtig på kWh i 2020. Indtil da er der ingen grund til at favorisere det over en teknologi, som endda giver flere danske arbejdspladser, bedre betalingsbalance og større skatteindtægter per kWh.

Og i selve lovforslaget ses jo at det solenergi fortrænger anden VE. 1000 MW vindkapacitet udsættes i ca. et år på grund af selv den nedsatte støtte til solceller. Det er ca 3-4 TWh, som aldrig bliver produceret pga støtte til solceller. Hvor lang tid mon det tager for de forholdsvist få solceller at producere den manko ind? Med 800 MW solceller er det 5 år.

6
6. november 2012 kl. 14:09
Re: sol og vind

Jo, men kan du slet ikke se fordele i, at vi nu prioriterer solceller? Når solcellerne i disse år er prissat yderst fornuftigt, fordi Kina har valgt at sælge dem til os med tab (må man formode). Jeg synes ikke umiddelbart det ser ud til at den samlede udbygning af VE nedbringes. Nærmere tværtimod.

Private husstande kaster sig over solceller, som nu har fået et afgørende gennembrud. Man kan også vælge at se det sådan, at det er bedre med solceller på private tage, idet grøn EL dermed bliver bedre integreret i vores kultur - man får et andet forhold til energi, når man er med til at producere den. Der ligger faktisk en vigtig pointe her, synes jeg. Det vil også være et vigtigt argument for mange, at der ligger lidt "feel good" fornemmelse i at blive selvforsynende, eller i det mindste stræbe efter det.

Derudover er jeg ikke i tvivl om, at solceller er fremtidens markedsleder. De har, teknisk set, potentialet til at blive den absolut billigste energiform. I hvertfald stillet overfor vind. Det føler jeg mig helt sikker på. Det handler især om materialeforbrug. Jeg tror forskning og udvikling de kommende år vil presse prisen på solcellestrøm meget langt ned. Og efterhånden som det sker, skal vi selvfølgelig have dem op på alle tage. Så bliver det fra solceller vi får vores EL. Teknologien er perfekt: Vi har en masse ubrugte tagfalder, solceller er støjfri og skygger ikke for noget. Og så vil en stor del af energien blive produceret der hvor den skal bruges, hvorved den ikke skal trækkes over lange kabelstrækninger.

Ingen kan spå om fremtiden, men jeg mener det vil være klogt at gå lidt afdæmpet frem med opsætning af havmølleparker. Især lige i øjeblikket hvor vi har den gunstige situation med solcellerne. For fremtiden er altså i høj grad solceller. Og vi har fortsat riiiiigtig mange kvadratmeter ubrugt tagflade!

5
6. november 2012 kl. 14:09
NEJ

Hvis det bare er for at dække lidt manglende afgift fra folk der har valgt selv at producere deres energi, så NEJ.

Men hvis det er fordi parkerne kan opføres billigere hvis man giver sig bedre tid, så ja. Vi skal ikke gentage fiaskoen med at bygge en monster dyr vindmøllepark bare fordi nogle politikkere fik lidt for travlt.

4
6. november 2012 kl. 14:04
Re: Kilde kritik

Jeg vil gerne se en dybdegående beregning på det påståede tab.

Det er faktisk ganske underordnet hvor stort provenutabet ville have været for staten. Idet den før indirekte støtte til solcelleanlæg nu går direkte fra elforbrugerne til solcelleejerne via PSO, så bliver udgiften tydelig for enhver at se og den relative belastning af elregningen fra de forholdvist få kWh produceret af solceller kan sammenlignes med udgiften til de mange kWh produceret fra vind.

Faktisk lidt af en genistreg fra regeringens side at synliggøre prisen for solkraft, uanset at de 130 øre/kWh vi ligger højere end nogen vindkraftanlæg og LANGT højere end gennemsnittet. Ja det er nærmest at sammenligne med de tidligere høje tyske priser på VE, som jeg ikke mener vi bør nærme os.

3
6. november 2012 kl. 13:56
Mageløst

Støtten til kinesisk fremstillede solceller fremmes på bekostning af danske vindmøller. Man må sige begavelsen hos folketingets medlemmer er slående!

2
6. november 2012 kl. 13:39
Kilde kritik

Jeg vil gerne se en dybdegående beregning på det påståede tab.

1
6. november 2012 kl. 13:04
sol og vind

Som jeg skrev i en anden tråd: I debatten om sol vs. vind har det (fejlagtigt) været påstået at siden solceller anskaffes af private, så sker der ingen samfundsøkonomisk belastning, herunder at nettomålerordningen ikke lægger beslag på penge, der kunne have gået til anden VE tiltag.

Som det ses af aftalen er det ikke tilfældet. Statens provenutab skal dækkes ind og det sker ved at overføre forskellen i de samfundsøkonomiske omkostningerne til PSO-midlerne i stedet for undtagelser i skatte- og afgiftsystemet, som igen medfører udskydelse af Horns Rev 3 og Kriegers Flak. Altså en udmøntning af hvad jeg hele tiden har sagt, at særligt favorisering af solceller i forhold til anden VE har alternativomkostninger, som medfører en nedsættelse af den samlede udbygning af VE.